Website forside http://evaholten.dk
· DVD udkommer april 2010 ·

Links:
1: Kort om historien bag
3. Sammenligning af revideret og ikke revideret libretto/
pdf (slutscener)
4. Større samlet artikel til Det Kgl Bibliotek /html · Artikel til KB /Pdf

__________________________________________________________________________________________________


Operaen Livlægens besøg:
2. Hvad revisionen af Livlægen konkret gik ud på 

Ved Eva Sommestad Holten / dramaturg
Livlægens besøg  htop://evaholten.dk

Udfordringen i at dramatisere P.O. Enquists Livlægens besøg var, at historien i bogen til stor del bliver fortalt i reflekterende tanker, med fri kronologi. Vil man have det som komponisten ønskede, nemlig at historien bliver fortalt i handling, så måtte man bygge en ny struktur.

Direktiv:
Alt skulle i princippet være HER og NU. Alt skulle fortælles i aktion og situation.
Komponisten Bo Holten manglede også arier og ensembler, og koret skulle gennemgående blive til personer, logisk nærværende i handlingen. Der skulle også at få mere af den politiske dimension, og af romanens kompleksitet.

Overordnet lod jeg derfor Rantzau og Brandt blive gennemgående roller, for at skabe et større hof-miljø rundt kernefigurerne, og for at kunne få den politiske tråd ført gennem hele historien.
P.O. havde flyttet kærlighedsscenen ind i et bibliotek, som afslutning på akt I.  Jeg placerede den igen i parken på Ascheberg, som i bogen, som start på akt II. Dermed fik jeg det ideologiske tema med oplysning og Rousseau bragt på banen (Letsind, frihed og fløjtespil!) Vigtigt, fordi det også er så scenisk frugtbart og brugbart.

Første akt blev altså revideret hurtigt og med primært en klippe-klistre-modell, da Bo skulle i gang med at komponere i en fart. Især de første scener nåede derfor aldrig helt at få den finish, som resten af operaen har.
Der er også meget tekst tilbage fra P.O.’s libretto i første akt, selv om der også er seks helt nye scener og mange rokader og tillæg. De nye scener er blandt andet Prologen, scenen hvor Kongen og Struensee arbejder, Dronningens aria, Struensees store arie med den efterfølgende scene med Ranzau, og finalen med træhæsten. Rokaderne gælder rækkefølgen som helhed, plus at jeg fusionerede scener for at få bedre flow, og for at undgå perler på et snor-effekten. Fx. blev den første scene mellem Struensee og Caroline Mathilde til et intermezzo mit i den store store hof-scene. Jeg lagde også ind en række små episoder, der tydeliggør hovedpersonernes relationer -  fx. Guldbergs erotiske attraktion til Caroline Mathilde og skænderiet mellem Struensee og Dronningen. Det drejede sig om at få logik og kontinuitet i rolleudviklingen, noget som også Bo Holten går meget op i.

Jeg tilføjede som sagt også arierne. Bo ville især have en arie som præsenterede Caroline Mathilde. Jeg valgte en episode som i POs version blev fortalt i introduktionen, hvor hun på vinduet skriver Oh make me innocent, make others great. Til Struensees første arie valgte jeg metaforen med at trænge igennem sprækken. Senere fik Bo tanken at bruge en eksisterende melodi, og jeg skrev om den til metrisk vers.

I anden akt er kun lidt af kærlighedsscenen, Carolines tale til matroserne, Morantes-episoden, samt en lille passage på Kronborg tilbage fra originalen. Ellers er det nye scener, eller ny tekst til eksisterende scener - i klip og kombinationer fra bogen. Frem for alt blev slutscenen til en rigtig spille-scene, med folkemasse, bøddel og halshugninger, og en ekstra arie til Struensee.

Det store vendepunkt, hvor Struensee og Dronningen overskrider grænsen til et seksuelt forhold og derouten starter, er dramaturgisk markeret med en ny, surrealistisk scene. Den går i symbiose med en ellers virkelig scene i Kongens Have, hvor Struensee lod almindeligt folk få adgang, og hvor det de facto bolledes bag buskene. I denne scene, i chokket  ”efter syndefaldet”,  siger alle lige ud hvad de tænker og mener, fx.: Dronningen! Det snavsede tyske lem har gennemboret Dronningen!, eller Struensee! Overalt hænger tyskerens stank!  Ordene kommer som altid fra bogen, hvor de dog indgår i tanker. Her får de en anden effekt: Det er den underliggende desperate kamp mellem dekadence og pietistisk moral, som i et surrealistisk sammenbrud trækkes frem i lyset, udenfor den ellers lige fortælling.

I begge akter arbejdede jeg med stærke nøglesætninger og ord. Jeg har sjældent mødt en bog med så mange stærke detaljer. En sætning som Carolines Mathildes Jeg er hovedet  - du er hånden!  kunne jeg gemme på, til den fandt sin helt perfekte plads. Ting jeg fængedes ekstra af, kunne ende i en arie, hvor en stærk kernesætning blev udgangspunktet: fx. Caroline Mathilde:. Hvorfor denne latterlige godhed i godhedens tjeneste? og  Inderst inde var han altid bange!  
Jeg vidste også hele tiden at Guldbergs billede med den lille busk som står tilbage, da de store har knust hinanden skulle blive til en arie. Derudover var der nogle stærke begreber som jeg lod vende tilbage som mantraer, fx. Er det min replik? / passionens hydra / syndens smitte / virkeligheden / Altona – en slangerede!

Jævnligt ville komponisen have mere tekst, fx. til koret, eller til at forlænge en scene. Så fandt jeg frem til en basisidé, for derefter at lede hele bogen igennem. En sådan idé kunne være, at koret i hofscenen skulle kommentere Dronningen. Jeg fandt den svenske kong Gustaf III’s beskrivelse af Caroline Mathilde, som jeg blandede med lidt eget: Henrivende, fortryllende, bedårende, Og så smukke hænder! Utvungen. Stærk og robust, og lidt for foretagsom. Hverken smuk eller grim, men taler livfuldt og uden hæmninger! Her bliver koret nødt til at sige noget åbent, og andet i skjul, og det tvinger dem at agere mere levende.
Til koret i den store scene på Hofteatret i anden akt, fandt jeg frem originale tekster av Ewald, der den gang som hofpoet skrev digter til kongehusets alle begivenheder. Jeg faldt over denne absurde hyldest til den lille, sindsyge konge: Christians skarpe Øye / Tindrer i det Høye –  / Nedrig Ondskab, skielv! /Når hans Dommes Torden  /  Buldrer over Jorden  / Flygte Frekhed selv!
De ni linier jeg brugte mest tid på var prologen. Nøglen kom, da jeg fandt en enkelt perfekt sætning bag i bogen. Det er Struensee selv som tænker tanken: Hvem kunne ane, at en tysk læge skulle komme på besøg i galehuset? Det siger alt, og gav samtidigt overgangen til første scene, det galehus som hoffet var, med den alkoholiserede Frederik V og siden med Christian VII.

At perfektionere overgange mellem scenerne var altå en anden opgave. Hvis det er 27 scener og man starter forfra 27 gange, så føles det langt. Hvis scenerne hele tiden hægter i hinanden og skaber sekvenser, og overgangene har et dramatisk indhold, bliver fornemmelsen en helt anden.

Tit er der en speciel slutreplik der giver den energi der bærer over til næste scene.  Fx. hofscenens slut-replik, hvor Guldberg siger om Christian: Han vover ikke at bedække hende, og det går direkte over i næste scene, hvor Støvlet-Caterine skal oplære ham erotisk. Eller da Guldberg siger til Rantzau: Det er forskellen på os to. Jeg vover!, og dermed vækker skræk og tvang til handling hos Rantzau, der iler til Hirschholm og næste scene. Eller da Struensee i cellen i Kastellet siger til Guldberg: Og hvis jeg nægter? og Guldberg svarer : De kommer ikke til at nægte!  Den sætning indeholder hele det efterfølgende forløb med at tilstå etc., som vi så kan springe over, og gå direkte ind i Domstols-scenen. Det er noget med fremdrift.

Der er selvfølgelig andre måder at lave flow på, end energifyldte slutreplikker: Fredrik V’s dødsscene koblede jeg sammen med næste scene via vandringen i sneen, og de to fængselsscener på Kronborg og Kastellet kobledes sammen ved at overlappe som duet, og andre scener har jeg som beskrevet tidligere fusioneret. Denne flow og fremdrift blev så varetaget og videreudviklet i musik, spil, bevægelse og ikke mindst i scenografien.

Sceneanvisningerne er en vigtig del af en libretto, ikke mindst for komponisten, som skal have en sanselig fornemmelse at inspireres af. Han skal fornemme det rum hvor dramaet udspiller sig. Han skal også blive fuldstændigt klar over den dramatiske situation. Jeg skrev nye sceneanvisninger til hele dramaet.
Instruktøren  valgte denne gang, som noget meget usædvanligt, at på scenen stort set følge alle disse anvisninger. Han forklarede meget enkelt, at han var interesseret i at undersøge værket. Det var en stor oplevelse for mig, at se det hele realiseret så tæt på teksten.

De dramaturgiske hovedopgaver var altså at
1) få et dramatisk flow hvor dramaet sker her og nu, i situationer og aktion, i modsats til det mere poetiske og fortællende modus, med skift mellem datid, nutid og fremtid.
2) At finde tilbage til bogens balance mellem kærlighed og den politiske historie, hvor P.O. Enquists libretto meget stærkt betonede kærligheden.

Begge ting kan eksemplificerer i operaens finale, som hos P.O. Enquist bestod af
en række reflekterende monologer, fx.

CAROLINE MATHILDE: 
- Vad är det för ett liv. Du såg mig Johan, / fick mig att förstå att jag / var värd att älska. Och jag växte. / Vi älskade en sommar i den danska staden Köpenhamn / och nu bestraffas kärleken. Jag  / innesluts nu i ett slott i norra Tyskland. Snart / kommer danska lönnmördare, för att förgifta mig / man lät mig leva i 23 år. / Men kärleksåren med Grev Struensee / de var som nästan tusen år . Vad var det för ett liv? / Det var et liv / Kort och fanstastiskt.  / Min älskade, det var så fint!

og med denne afslutnings-koral:

KOR :
En Livläkare kom på besök / All tid, all tid är kärleken, den avhuggs ej / den avhuggs ej av bödelns bila / ett år är evigheters evighet, all tid / är kärleken 
i evigheters evighet/ i all tid / all tid
En livläkare kom på besök / Det varar ännu / Ej avhuggs kärleken / den är all tid
All tid är kärleken / all tid

Den stemning kunne Bo Holten ikke igenkende fra bogen, og han kunne ikke lide den. På mange måder, blev revisionen altså en tilbagevenden til bogens temaer og grundtone. I den reviderede version er koret tilskuerne til henrettelsen, ude på fælleden:

BØDLEN OG FOLKET: 
Hans højre hånd skal af ham levende afhugges, /og dernæst hans hoved. / Hans krop parteres og lægges på hjul og stejle / men hovedet og hånden sættes på en stage!
Johann Friedrich Struensee dømmes / for at have stemplet mod Majestæten: /  Crimen Laesae majestatis! I højeste grad!

Slutscenen afrundes af Enkedronningen, der sammen med Guldberg står som sejrherre:

ENKEDRONNINGEN:
Ja! Livlægens besøg er slut. / Men syndens smitte, Guldberg?! / Hvad med syndens smitte!?

__________________________________________________________________________________

Eva Sommestad Holten / dramaturg

Links:
1: Kort om historien bag
3. Sammenligning af revideret og ikke revideret libretto/
pdf (slutscener)
4. Større samlet artikel til Det Kgl Bibliotek /html · Artikel til KB /Pdf

· DVD udkommer april 2009 ·

Website http://evaholten.dk
Mail: eva.holten@ficta.dk