website: http://evaholten.dk
· DVD udkommer april 2010 ·

Links:
2. Kort hvad revisionen af Livlægen konkret gik ud på
3. Sammenligning af revideret og ikke revideret libretto/pdf (slutscener)
4. Større samlet artikel til Det Kgl Bibliotek /html · Artikel til KB /Pdf
__________________________________________________________________________________________________  




Operaen Livlægens besøg:
1. Kort om mit arbejde som dramaturg / historien bag

Ved Eva Sommestad Holten

I januar 2007 fik jeg under meget dramatiske former opgaven at revidere P.O. Enquists libretto til Livlægens besøg. Komponisten Bo Holten, som jag var gift med, havde gennem en lang proces fastholdt, at librettoens fortællende, udramatiske form var umulig for ham at arbejde med. Han mente heller ikke, at en opera baseret på den type tekst ville blive vellykket. I april 2006 havde operaledelsen givet ham det ultimatum, at hvis han ikke accepterede P.O. Enquists libretto som det forelå, ville han selv blive udskiftet.

Otte måneder senere var der ikke skrevet en tone. Premieren på P.O. Enquists egen dramatisering av romanen Blanche og Marie på Betty Nansen-teatret, helt i samme stil som Livlæge-librettoen, bekræftede for Bo, at tekster af denne karakter var noget han hverken kunne eller ville arbejde med.

Presseomtalen viste også, at P.O.’s måde at dramatisere romaner på, virkelig ikke var ukontroversiel. Godt nok var de svenske anmeldelser strålende. Men de danske lød som Bo’s egen analyse af Livlægen: Et rigtigt drama havde vist os det, nu får vi historien fortalt, skrev Bettina Heltberg i Politiken. Om Ghita Nørbys Marie Curie konkluderede hun: Og sikke da en rolle – hvis det var en rolle! Det er det desværre ikke. Hårdest var dog Jakob Steen Olsen fra Berlingske Tidende, hvor rubrikken lød: Blanche og Marie på Betty Nansen Teatret er en tekst, som aldrig skulle have været på scenen. Videre konstaterede han at ...skuespillerne har ingen reelle roller at spille i den splittede tekst. /.../ Overhovedet egnet til teaterbrug? Det synes jeg ikke. Nu vidste Bo med sikkerhed at det ikke gav mening for ham, at skrive en opera til den libretto. Hans intuition havde talt rigtigt. Selv om Peter Langdal, som altid, havde lavet et fantastisk stykke arbejde, med Kristelig Dagblads ord: Gud ske tak og lov for Peter Langdal... Med en kraftanstrengelse har han forsøgt at live teksten op, illustrere den og få den til at hænge sammen...så kan man ikke komponere i to år til en tekst, som må reddes af instruktøren for at få liv. Bo hade et ultimatum i ryggen og så i øjnene, at han var nødt til at opgive sit livs drøm at skrive en stor opera for det Kgl. Teater. Det var en voldsom og traumatisk erkendelse.

At skrive en opera er et gigantisk arbejde, og teksten må hele tiden give fremdrift og inspiration - ellers kan det ikke lade sig gøre. Bo tager sin inspiration i nærværet og især i den dramatiske situation. En tekst hvor karaktererne hele tiden går ud af situationen og taler i datid og lige ud fremtid, kan han ikke bruge.

På dette kritiske tidspunkt fik Bo rådet fra Michael Schønwandt, som dirigerede Elektra, at gøre som Strauss: Selv at tage magten over librettoen, og radikalt klippe og klistre sig frem til noget nyt og brugbart.
Det blev mig, der i løbet af nogle få dage mellem jul og nytår 2006 gennemførte dette klippe-klistre-eksperiment med operaens første akt, hvor problemerne ikke var helt så store, som i anden akt. Det var mod alle regler og professionelt moral. Men situationen, både for Bo og for Det Kgl. Teater, var nu blevet så dramatisk, at det lignende et undtagelses-tilstand.

På teatret betragtede man projektet, også med henblik på tidshorisonten, som stort set kuldsejlet. Mange ambitioner og mange millioner stod på spil.

Jag havde skrevet flere libretti til Bo tidligere, og vi havde været tæt på at få en bestilling fra Det Kgl. Teater sammen. Men i denne produktion var jeg ikke involveret, og jeg holdt mig langt væk. Det havde været en skuffelse, at ikke mit og Bo’s fælles projekt havde endt med at blive bestilt. Men jeg følte alligevel som svensker, at det var en trøst og også utroligt sjovt, at det var P.O. Enquist og et produktionsteam som jeg kendte fra Sverige, som Bo nu skulle arbejde sammen med.

Operaledelsen var faktisk direkte modstandere til at ægtefæller var involverede i samme produktion, hvilket havde blevet mere og mere åbenbart i vores kontakter med teatret. Jeg  havde altså i praksis berufsverbot som Bo's librettist, og det vidste jeg godt. Jeg vidste også, at jeg skulle holde fingrene væk. Selv havde jeg heller ikke lyst til at blande mig i denne nye opera, ikke engang i informelle diskussioner. Hvorfor forære min kompetence og tid væk, usynligt og gratis, til et job som jeg selv kunne have fået?
Men selvfølgelig blev situationen på et tidspunkt underlig, da libretto-problematikken decideret terroriserede hele vores liv og vores familie. Det blev underligt, fordi jeg var der jo, og skulle kunne løse problemerne. Men jeg måtte ikke. Bo blev også mere og mere stresset af, at tiden til at komponere operaen skrumpede sammen, samtidig som det blev ved med at komme oplæg som han ikke kunne bruge. Han var fortvivlet, og plagede mig om bare lige at læse det igennem. Måske var det ham der ikke kunne se mulighederne? Måske var det ikke så håbløst?

Til sidst accepterede jeg, men kun på det vilkår, at både Det Kgl. Teater og P.O. Enquist gav sin tilladelse. Jeg vidste at balladen lå lige rundt hjørnet, hvis jeg stak næsen ind. Jeg hjalp Bo med at analysere og formulere problematikken. Efter lidt diskussion og modspil skrev Bo pludseligt nærmest en essay om hvordan han mener at opera skal være. Nemlig, frem for alt: HER og NU!

PO modtog instrukserne, og mente at han fulgte dem, dog uden at Bo kunne mærke nogle konkrete effekter i de tekster han modtog. PO skrev videre på den måde han nu gør, mens Bo ville have noget andet. De kunne enormt godt lide hinanden, men kunne ikke komme fremad i tekstarbejdet.

Bo var ilde til mode at underkende en så stor forfatter. PO kunne heller ikke forstå eller tage helt alvorligt, at Bo var så utilfreds. Han mistænkte derfor en skjult agenda. Mit korte indhop som konsult  blev hermed  fortolket, som at kritik af teksten var et påskud fra Bos side, for at snige mig ind som medforfatter. Situationen blev ikke bedre af, at Bo blev ved med at kræve nye omskrivninger. Til sidst kom det famøse ultimatum fra teatret, at Bo måtte acceptere materialet eller selv blive udskiftet.

Librettoen stod på klaveret. Ikke en tone blev skrevet. For min egen del endte jeg altså med at blive mistænkliggjord, lige som jeg havde frygtet. Det var krænkende. Ingen nævnte operaen i vores hjem i de otte måneder som fulgte. Alle havde fået nok.

Ikke desto mindre skulle jeg ende med at gøre det jeg ikke ville – nemlig mere eller mindre gratis og uden ordentlig kreditering at stille min kompetence til rådighed. Trykket på mig at redde operaen blev til sidst for stort.

Bo's oplevelse af Blanche og Marie og hans beslutning at gå, fordi libettoen var ubrugelig for ham, satte et skred af begivnheder igang.

Derfor sad jeg sad altså i julen 2006 og gik radikalt til værks med librettoens første akt, efter Schønwandts og Strauss’ Elektra-modell. Jeg klippede og klistrede i den kopi vi havde fået fabrikeret til formålet. Den store åbenbaring kom, da jeg vende tilbage til bogen. Hver gang jeg åbnede en tilfældig side, opdagedes fantastiske muligheder der ikke var blevet brugt. Den røde juledug var til sidst dækket af sedler med sceneoplæg, som jeg rykkede rundt på, kombinerede og fusionerede – også med lidt udflugter ind i akt II.

Bo sendte så, som et sidste skrig, min skitse-revision af første akt til teatret, for at vise hvad han mente med en brugbar libretto. Alle var pludseligt klar over, at nu skete der noget. Men alle vidste også at det var akt II som var det største problem. Det var Bo's stadige fastholden ved at den var ubrugelig, der havde eskaleret konflikten otte måneder tidligere. Fra teatrets side fiskede men efter at jeg også skulle lave en helt ny akt II inkognito, under dække af at ”komponisten bearbejder”.

Jeg nægtede benhårdt at være usynlig, men kom ikke ret meget længere. Jeg ville have del i rettighederne, og jeg ville stå som medlibrettist, men fik nej. Jeg fortryder selvfølgelig at jeg underskrev en kontrakt der fratog mig alle rettigheder, og med en løn som er og forbliver symbolsk. Jeg fik hverken æren eller pengene.

Det er en meget svær situation, for alle, at forholde sig til en verdensberømt forfatter, hvis libretto allerede er blåstemplet og betalt av teatret. Den der er kendt og berømt sidder faktisk med mange kort på hånden. Man kunne tro at jeg havde en forhandlingsposition. Det havde jeg ikke. Tiden havde også løbet ud. Bo havde allerede et år for lidt til at skrive den opera.  Alle havde frygtet hvordan PO skulle reagere, og frygtet det værste. Han accepterede til alles lettelse, men han satte også betingelserne. Jeg kunne heller ikke nægte, fordi  jag stod for tæt på den person hvis livs drøm stod på spil.  
Bo Holten fik også med Livlægens besøg sit livs største succés og sit navn i musikhistorien. Det Kgl. Teater fik en formidabel publikums-succes, og en ny nationalopera.

Selv har jeg det ikke godt.  Jeg ved, at også jeg har lavet mit livs præstation i denne opera, og at mit arbejde, som Kasper Holten har formuleret det, var af helt uvurderlig betydning for, at forestillingen blev den enorme succes, den blev. Jeg har også fået følge produktionen, og opleve det jeg gjort blive levende, i sig en fantastisk erfaring.

Men man skal nok opleve det selv, for at for alvor forstå hvad det betyder, at officielt være frataget æren for det man har præsteret, og ikke engang have tjent penge til trøst. At have en underlig uofficiel rolle med forpligtelser og stort ansvar, men som et uægte barn ikke være ærbar. Det er ikke fuldt ud at kunne glæde sig, ikke fuldt ud at kunne være stolt. Og det er direkte traumatisk at stå model til at i anmeldeler læse fx. "Bo Holtens opera har i vid udstrækning Enquists libretto at takke for sin stringens og variationsrigdom, men også et sjældent lykkeligt samarbejde mellem librettist og komponist" (Sofia Nyblom om dvd'n i Klassisk)
Det er ikke ualmindeligt at rettigheder og ære ikke fordeles fair. Som flink pige reddede jeg situationen da alt stod på gloende pæle. Alle trygler én at gøre det: ”– resten tager vi bagefter!”. Men bagefter står man tomhændet og meget alene.

Men den måde Kasper Holten som chef rent menneskeligt har støttet mig på, har betydet meget. At jeg overhoved accepterede de hårde betingelser, havde at gøre med at Kasper virkelig anerkendte min kompetence, og undskyldte for det ”berufsverbot” jeg på en så ubehagelig måde var blevet udsat for i årene før. Hans fantastiske tale til mig på premieren, og den anbefaling han har givet mig, gør at jeg psykisk kan komme nogenlunde videre.

P.O. Enquist har efterfølgende, på trods af flere opfordringer at anerkende min indsats, også økonomisk, fastholdt sin fulde ret til librettoen. Logikken er, at det er hans ord, og derfor også hans libretto.
Jeg mener, at en dramatisering er, hvordan man med ordene skaber en helt ny struktur i en helt anden skala og i et andet medium. At lave en libretto fra en roman er dramaturgi.
Ordene kommer fra bogen og original-librettoen. De er PO’s, og det er en guldmine af muligheder og stærke formuleringer. Historien som plot kommer fra Danmarks-historien, og den er absolut fantastisk. Men det hele skal altså også skrues sammen som opera. Det var det jeg gjorde. Derfor mener jeg, at librettoen er vores fælles værk.

Eva Sommestad Holten

____________________________________________________________________________

Links:
2. Kort hvad revisionen af Livlægen konkret gik ud på

3. Sammenligning af revideret og ikke revideret libretto/pdf (slutscener)
4. Større samlet artikel til Det Kgl Bibliotek /html · Artikel til KB /Pdf

website: http://evaholten.dk
· DVD udkommer april 2010 ·